Bagger-Sørensen & Co. A/S er Bagger-Sørensen familiens holding- og investeringsselskab, i dag repræsenteret ved og ejet af 4. generation, brødrene Steen og Claus Bagger-Sørensen.
Selskabet er bygget op på et verdensomspændende tyggegummisalg, som startede i 1915, som et karamel- og tabletkogeri i centrum af Vejle. Den første tyggegummifabrik hed Vejle Tyggegummi, som senere blev til Dansk Tyggegummifabrik og derefter til Dandy – med det legendariske slogan: ”Dandy - kvikker bestandig”. I Dandy blev de eftertragtede tyggegummimærker STIMOROL, V6 og Dirol skabt. Disse mærkevarer blev i 2002 solgt til den britiske koncern Cadbury Schweppes sammen med en nybygget fabrik i Rusland og den internationale salgsorganisation.
Produktionsfaciliteterne på Dandyvej i Vejle forblev på familiens hænder og firmanavnet blev ændret til Gumlink. Gumlink udvikler og producerer tyggegummi til BtoB markedet, og kunderne fordeler sig på internationale detailhandelskæder og globale mærkevareejere. I 2010 indgik Gumlink i et joint venure med Yildiz i Tyrkiet og produktionen foregår i dag i Tyrkiet. I den forbindelse blev produktionsfaciliteterne på Dandyvej overtaget af de daværende søsterselskab Fertin Pharma A/S, der udvikler og producerer medicinsk tyggegummi ligeledes til BtoB markedet. I januar 2017 solgte Bagger-Sørensen & Co. A/S 70% af aktierne i Fertin til kapitalfonden EQT. I 2021 solgte EQT og Bagger-Sørensen & Co. A/S Fertin Pharma A/S til Philip Morris. Dermed sluttede en epoke med tyggegummi i Vejle for Bagger-Sørensen familien.
I næsten to årtier har Bagger-Sørensen familien også haft en investeringsprofil gennem to selskaber: BS Invest (ejendomme) og Vecata Invest (investering i vækstvirksomheder uden decideret fokus på en bestemt branche, men investeringer har imidlertid primært fundet sted indenfor biomedicin). Porteføljen omfatter i dag 8 ventureselskaber.
I 2020 etablerede Bagger-Sørensen familien Bagger-Sørensen Equity A/S, som investerer i mindre og mellemstore virksomheder med vækstpotentiale.